Det her er en af de der selverkendelser.

Som jeg har lyst til, at dele med dig.

Men som jeg også er lidt bange for at dele, fordi det kan opfattes som kritik af min far. Eller endnu værre som utaknemmelighed. For er der noget jeg er, så er det taknemmelig for alt han gør og alt han har lært mig.

Han har knoklet for at sætte mit hus i stand igen og igen.

Og jeg kunne på ingen måde ha' gjort alt dette alene.

Men det er ikke det det handler om.

Det handler heller ikke om hvorvidt han rent faktisk synes, at jeg er en uduelig håndværker eller hvorfor han nogle gange skælder mig ud, som om jeg er en lille pige der ikke kan finde ud af noget.

Nej, det vigtige og skræmmende her er, at jeg har fortalt mig selv den historie.

Den lille pige indeni mig har gået og troet, at det var sandheden. At jeg var uduelig. Og ikke mindst, at det var hans mening.

Ja, jeg har uden tvivl været min egen største kritiker.

Måske kender du det fra dig selv?

Det der med, at vi går og fortæller os selv noget som ikke nødvendigvis er sandt. Altså det er jo ikke sådan, at vi nødvendigvis går og siger højt "jeg er uduelig" men hvis vores nervesystem tror, at det er sandt og hvis den lille pige indeni har en følelse af, at det er sandt. Så kan det let gå hen og blive vores sandhed.

At vi ikke er gode nok.

At noget er farligt.

At vi er forkerte.

At vi er for meget.

Eller at vi er nødt til, at passe ind for ikke at blive udstødt.

Men når vi ser det, kan vi heale det og vokse med det...

Så for mig var det en smuk selverkendelse der gav mulighed for, at tage den lille pige op i hjertet.

For selvom jeg til tider har lavet rigtig mange handy-woman-projekter herhjemme, så var der stadig en lille pige indeni mig der troede, at jeg ikke var istand til, at sætte tapet op. En lille pige som blev ked af det, når far skældte ud og som stadig sukkede efter fars anerkendelse.

For problemet er, at når man føler sig, som en lille hjælpeløs pige, så er det meget nemt at blive ked af det når der kommer kritik eller skæld ud. Men det var jo kun et problem fordi jeg heller ikke selv anerkendte hende. Og fordi jeg troede, at det var sandheden og fortalte mig selv den historie.

Hvis jeg istedet havde fortalt mig selv, at jeg kunne hvad jeg ville.

At jeg var en knaldhamrende dygtig handywoman.

At jeg godt nok gør tingene på min egen måde, men at den er mindst lige så god.

Og hvis jeg samtidig havde set hende, rummet hendes usikkerhed og elsket hende som hun var, så ville min fars ord ikke have såret mig eller kunne skabe uro indeni.

Og det er det jeg får øje på lige der midt i byggerod og malingpletter, hvor jeg sidder og pludselig forstår, at denne væg ikke bare er et fedt projekt men også en vigtig selverkendelse som jeg simpelthen er nødt til, at dele med dig - derfor denne spontane video, som jeg delte på facebook.

For det handler ikke om hvad andre fortæller os, men hvad vi siger til os selv. Og ikke bare hvad vi siger - men hvad den lille pige indeni tror på og om hun føler, at hun kan selv eller er lille og hjælpeløs.

For så længe hun står der frustreret, ked af det og uden at blive anerkendt - hverken af mig eller min far, så er der ikke noget at sige til, at der er uro indeni og en knude i maven der larmer.

Jeg deler derfor dette fordi det faktisk hjalp mig til, at se hende, så jeg nu kan fortælle hende, at jeg godt kan og forhåbentlig kan jeg arbejde sammen med min far uden, at den lille hjælpeløse pige står i vejen igen. Og hvis hun alligevel skulle blive "vækket" igen, så er jeg nu mere opmærksom på hvordan jeg selv taler til hende.

Så tak far, for at bringe hende frem! Og endnu engang tak for hjælpen!